2016 The Coppermine Road Cabernet, McLaren Vale, d'Arenberg
337,50 kr./stk.
450,00 kr./stk.
Køb hos Bottle Hero og...
- Støt de bedste vinbutikker
- Få gratis og forsikret fragt
- Få leveret på 1-3 hverdage
- Betal sikkert
2016 er en årgang med høj intensitet samt tæt og rank struktur. Solbær, vilde krydderurter, mint, cassis, peberfrugt, cedertræ, noter af muld og lidt røg. Garvesyren fra de supermodne druer er ret fremtrædende som ung, så lagring vil lønne sig. "Sit back and be patient" siger Chester Osborne selv. Årgangens stil er mere i retning af Cabernet-domineret, stor Bordeaux fra venstre bred end den foregående var.
En af d'Arenbergs ikonvine og en af Australiens absolut fineste Cabernetvine, som gror på rød terrarossa jord på mark omkring vejen til gammel kobbermine. Chester Osborns bedste Cabernet laves med ekstrem omhu fra særlig lavt ydende klon, der næsten er uddød. Druerne er høstet over 6-7 uger fra 19. februar. Der gæres i åbne kar med fodtrædning, som altid bruges til de bedste rødvine. Efter blid kurvepresning afslutter vinen gæringen i en blanding af ny- og brugt fransk eg og lagrer videre i 18 mdr. med resterne fra gæringen før tapning uden klaring og filtrering.
Vinen er absolut tør: 1,5 g. restsukker/l. i 2016 og Ph er 3,5: middelhøjt syreniveau. Vinen skal behandles nærmest som stor Bordeaux. Den vil udvikle sig meget med tiden og vil formentlig yde sit bedste i en alder af 6 - 20+ år. Vingården har hele to vine på Langtons liste over landets unikke ikonvine: Dead Arm Shiraz og Coppermine Road.
d'Arenberg blev stiftet i 1912 af Joseph Osborn, som solgte sin stald af væddeløbsheste og brugte pengene til at købe en vingård. Den mest kendte hest ved navn Footbolt har lagt navn til en af husets mest kendte vine af samme navn, som stadig laves i dag. På samme måde har alle d'Arenbergs vine en sjov historie bag deres utraditionelle navne, og huset arbejder da også under mottoet "The Art of Being Different". I dag er 4. generation, Chester Osborn, ejer og vinmager.
d'Arenberg ligger i McLaren Vale - det mest kendte vinområde i Sydaustralien ca. 35 kilometer syd for Adelaide, der er hovedbyen i South Australia. Kvalitetsniveauet i d'Arenbergs vine er højt, og man får meget for pengene. Ca. halvdelen af domænets marker er beplantet med Shiraz, men huset eksperimenterer og prøver sig hele tiden frem med nye druesorter. Alt i alt er der 33 forskellige druetyper rundt omkring domænet og man har, udover mere velkendte, også druer som Verdelho, Graciano og de nok endnu mere ukendte Tinta Cao samt Souzao. Fra årgang 2018 er alle d'Arenbergs egne marker og kælder certificeret økologisk som minimum, og nogle endda biodynamiske.
2016 årgangen i Mclaren Vale regnes for en nærmest historisk årgang. Vækstsæsonen begyndte med gode vandreserver i jorden; vigtigt da der generelt er knaphed på vand i McLaren Vale. Blomstringen var god men udstrakt pga. tørken. Af samme grund var der så at sige ingen sygdomsangreb i markerne. Det er i gennemsnit et varmt år, hvor to hedebølger i januar accelererede sukkeropbygningen i druerne. En køligere periode i februar og marts med nogen regn gav tid til, at den aromatiske modning indhentede og skabte harmoni i druerne, der blev høstet over en lang periode fra midt i februar til begyndelsen af april, tilpasset den enkelte lokation.
Pga. de hede perioder var drueskindene tykke, og rødvinene har intens farve, en fast tanninstruktur, stor aromarigdom og et fint udviklingspotentiale. Der jubles over især Grenache og Syrah, som er de røde hoveddruer i området.
Hvide druer med et lavere syreniveau, fx Marsanne, blev høstet ret tidligt for at bevare elegance og syre, mens druer med mere syre, der er modstandsdygtig overfor lang modning, fx Riesling, blev høstet senere og har generelt højere mostvægt.
Type | Rødvin |
Producent | d'Arenberg |
Drue | Cabernet Sauvignon |
Årgang | 2016 |
Land | Australien |
Region | Mclaren Vale |
Alkoholprocent | 14.50% |
Størrelse | 75 cl. |
Vi leverer inden for 1 - 5 hverdage. Du kan vælge om det skal være til pakkeshop eller hjemmelevering.
Gratis levering til både pakkeshop og din hoveddør ved køb over 0 kr.
Vores lokale butikspartnere bruger primært GLS, Postnord og DHL til leveringer. Vi dækker leveringer til hele Danmark.