2020 Gabare, Domaine Grosbois, Chinon
236,25 kr./stk.
315,00 kr./stk.
Køb hos Bottle Hero og...
- Støt lokale butikker
- Netop nu: Gratis fragt uanset pris
- Få leveret på 1-5 hverdage
- Betal sikkert
Husets signaturvin, der udstråler både enkeltheden og, netop, druens unikke Loire-karakter. Vinen er en hyldest til livet på floden. "Gabare" er de fladbundede pramme, som i århundreder har sikret transporten og været i brødrenes liv under deres opvækst. Den usædvanligt harmoniske vækstsæson i 2020 gav en flot og meget jævn modning af Cabernet Franc druerne, der kunne høstes uden regn eller sygdomstrusler. Retter med lyst kød som fjerkræ og svinekød - gerne med friske krydderurter - er lige i skabet til vinen.
En intens duft af krydrede skovjordbær og brombær følges af en kødfuld og bred frugtsmag med livlig syre og et insisterende men ret mildt udtryk. Frugten folder sig mere og mere ud i munden og bliver ved og ved…. Vinen kan lagres, men behøver det ikke. Som helt ung vil den belønne en time i karaffel. Her er flot ligevægt og harmoni!
Druerne er fra 12 forskellige parceller; de fleste ret højt på skråningen med den klassiske, kalkede "millarge" jord. De har haft samme grundplan siden 1400-tallet. Der er også druer fra to holme ved floden med grus over kalkklippe. Der er håndhøstet 47 hl. / ha., som er afstilket helt og gæret med naturlig gær og uden svovltilsætning. Den samlede macerationstid var 22 dage, før 11 mdr.s lagring i cement-cuve, som holder det oprindelige drueudtryk mest intakt. En anelse svovl er tilføjet ved tapningen for at sikre vinens stabilitet.
Domaine Grosbois ligger i Chinon ved landsbyen Panzoult på højre bred af floden Vienne, der løber sammen med Loire lidt vest for Chinon, mellem byerne Tours og Saumur. Det er ca. 250 km. fra, at den 1000 km. lange flod løber ud i Atlanterhavet.
Ejendommen er oprindeligt en befæstet gård fra 1400-tallet med vinpresse, der har været i Grosbois-familien i mange generationer med blandet landbrug "polyculture",som det er tradition på egnen. Der dyrkes byg, hvede, solsikker, majs og grønsager, ligesom der er fritgående svin, Angus kvæg og ikke dyrkede enge. Vinmagerbrødrenes far, der er træspecialist, begyndte systematisk vindyrkning i 1991.
Brødrene Nicolas og Sylvain har været vidt omkring, før de overtog ansvaret. Nicolas, den ældste, der tog roret i 2008, har lavet vin i New Zealand, Australien, Oregon og Chile. Sylvain har hentet sine erfaringer i Argentina, Italien, Spanien og Australien.
Nicolas gik straks i gang med at få hele ejendommen certificeret; både de godt 20 ha. med vin og den øvrige produktion: "Ecocert" økologisk i 2012 og "Demeter" biodynamisk i 2019. Størstedelen af arealet med vinstokke ligger højt på flodskråningen, mest sydvendt, og den dominerende jordtype er "millarge": nedbrudt tuf-sten, som mange slotte og monumenter er bygget af. Stenen er oprindeligt hærdet vulkansk aske og støv med et stort indhold af skaldyrsrester og gult kvartssand, der holder godt på solvarmen.
Der er plantet Cabernet Franc i 19 parceller; den ældste og største "Grand Clos" på 16 ha. og den mindre "Clos du Noyer", omkranset af valnøddetræer lige ved pressehuset, har også meget gamle vinstokke. Man bruger den i Bourgogne omdiskuterede opbinding "guyot poussard", hvor to Y-formede gaffelgrene med ca. 6 klase-bærende skud skæres ned hvert år efter høsten. Ideen er, udover at begrænse udbyttet, at give så få angrebspunkter for virus som muligt. Fx er Cabernet Franc følsom overfor virus'en bladrullesyge, der ikke kan behandles og giver meget små drueklaser med ujævn modning.
Vinifikationen er der eksperimenteret meget med. Træfade, som de arbejdede meget med i udlandet, gav ikke vinene det autentiske udtryk, de søger, i Cabernet Franc fra Loire, så værktøjet er hovedsageligt ret lave og brede cementanke til både gæring / maceration og lagring. Nicolas har udviklet et system med riste i forskellige maskestørrelser til at holde skallerne nede i mosten for at forbedre udtræk af aromastoffer med færre overpumpninger.
Der bruges kun spontangæring med naturgær og ingen svovl i processen, der typisk varer 25-30 dage. Efter lagring, typisk 11-12 mdr. flaskes vinen med meget minimal svovltilsætning. De laver både friske og umiddelbare vine til at drikke unge samt særdeles koncentrerede og dybe vine, der kan udvikle sig i mange år.
Cabernet Franc er for de fleste danskere nok mest kendt fra Bordeaux: som støttedrue på venstre bred og en hoveddrue på højre bred / Saint-Emilion, Pomerol. Genetisk er den forfader m/k til både Merlot og Cabernet Sauvignon, og har været hovedaktør i Midt-Loire siden 1600-tallet. Der kaldes den ofte "Breton" efter en abbed, som arbejdede målbevidst med druens kvaliteter og gjorde den populær i Loire.
Den modner tidligere end Cabernet Sauvignon; en fordel med det køligere efterårsklima hér. De primære smagsassociationer er ofte hindbær, skovjordbær, grøn peber, krydderurter og stenmineraler. Med alder også lakrids, tobaksblad og læder. Garvesyren er moderat høj, men lavere end Cabernet Sauvignon, og udtrykket i vinen er afhængigt af, hvordan den laves. Den kan være let, sprød og druenær, til at nyde ung, men også særdeles koncentreret og lagringsegnet uden at miste friskheden. Selv i varmtonede vine fra Californien er dens urtede sprødhed ofte et kendetegn, der hænger ved. Den har i århundreder været brugt til stegt svine- og lammekød, fyldige supper med linser og bønner samt krydrede salater, -og det virker stadig formidabelt!
Type | Rødvin |
Producent | Domaine Grosbois |
Drue | Cabernet Franc |
Årgang | 2020 |
Land | Frankrig |
Region | Loire |
Alkoholprocent | 13.50% |
Størrelse | 75 cl. |
Vi leverer inden for 1 - 5 hverdage. Du kan vælge om det skal være til pakkeshop eller hjemmelevering.
NETOP NU: Gratis levering til både pakkeshop og din hoveddør ved køb over 0 kr.
Vores lokale butikspartnere bruger primært GLS, Postnord og DHL til leveringer. Vi dækker leveringer til hele Danmark.