André Clouet er en lille, familiedrevet vingård beliggende i Bouzy, en af de mest eksklusive Grand Cru kommuner i Champagne. Vingården grænser op til Bollingers berømte vinmark med de gamle upodede vinstokke, der bruges til Bollinger RD. I dag drives André Clouet af den unge Jean-François Clouet, som producerer rige og generøse vine med en fyldig Pinot Noir smag. Flere af deres champagner er lavet udelukkende på Pinot Noir, da Bouzy har ideelle vækstbetingelser for denne krævende drue.
I kælderen får Clouets champagner en luksuriøs behandling. Alt arbejde udføres manuelt, som det har været gjort siden gårdens grundlæggelse i 1751. Specielt “remuage” processen, hvor flaskerne drejes i deres holdere, foretages stadig af yderst kompetente hænder. Denne traditionelle metode er ved at forsvinde i Champagne, hvor de fleste store vinhuse nu bruger moderne teknik – men ikke hos André Clouet.
Vinene fra André Clouet er af exceptionel kvalitet, kendt for deres livlige og fyldige stil. Jean-François foretrækker en lav dosage for at bevare friskheden i champagnerne, da han mener, at for meget sødme ødelægger champagneoplevelsen. Den berømte champagnejournalist Richard Julin beskriver Clouets etiketter som gammeldags, men uanset om man elsker eller hader dem, er vinene svære at modstå.