Andreas fra Formel B anbefaler vin til Påsken
Påskefrokosten er ikke bare en klassisk dansk tradition, det er også en af årets bedste anledninger til at åbne nogle virkelig gode flasker vin. Fra sild og æg til fisk, tarteletter og lam stiller påskebordet store krav til vinvalget, og netop derfor er det afgørende at vælge vine, der både har friskhed, struktur og alsidighed.
Vi har bedt Andreas, Restaurant Manager og Head Sommelier hos Formel B samt fast guide hos Bottle Hero, om at udvælge vine, der giver mening lige nu. Fra de lette og umiddelbart charmerende vine, der leder tankerne mod solskin og varmere dage, til de mere komplekse flasker, hvor der er lag på lag og noget nyt at opdage i hvert glas.
Her er vinene, der gør din påskefrokost endnu bedre.

Andreas Kirkegaard Pazdecki
Headsommelier og restaurantchef på Formel B
Court of Masters level 2
Laherte Frères Champagne Ultradition Extra Brut
Overordnet vurdering: 97 point
Value for money: 5/5
Uanset om man skal holde påskefrokost, julefrokost, nytårsaften eller en hvilken som helst anden festlig lejlighed, findes der i mine øjne kun én rigtig måde at byde gæsterne velkommen på: champagne.
Laherte Frères Champagne Ultradition er en skøn og alsidig champagne, der favner bredt. Det er en vin, som både vil begejstre vinnørderne og imponere dem, der måske mest drikker champagne for stemningens og høflighedens skyld.
Den forener friskhed, elegance og umiddelbar charme på en måde, der gør den oplagt som aperitif og som det perfekte glas til at sætte stemningen for en hyggelig frokost.
La Taille aux Loups Clos de Mosny Montlouis-sur-Loire Sec
Overordnet vurdering: 98 point
Value for money: 5/5
En oplagt vin til den klassiske påskefrokost.
Den friske syre og let fyldige krop gør, at den passer rigtig godt til både æg og rejer, sild, fiskefilet, tarteletter og hvad der nu ellers ender på bordet i påskefrokostens hvidvins-heats.
Vinen har friskhed nok til at balancere fedme og cremede elementer, samtidig med at den har struktur nok til at følge de mere smagsrige og intense retter.
Det gør den til en alsidig og elegant hvidvin, som passer flot til et påskebord med mange forskellige serveringer.
Maxime-François Laurent Côtes du Rhône La Rubiconde
Overordnet vurdering: 97 point
Value for money: 5/5
Kort sagt en vin, man gerne vil servere, når påskelammet lander på bordet.
Især hvis lammet har fået en tur på grillen og er pakket godt ind i rosmarin, timian og andre gode provenceurter. Det spiller virkelig godt sammen med vinens mørke, krydrede og let pebrede stil, som nærmest virker skabt til den slags mad.
Vinen bærer på aromaer fra blandt andet Syrah-druen, som matcher urterne forrygende. Sammen med det (forhåbentligt) saftige lam løfter det hele frokostens måske vigtigste servering.
Det er med andre ord en vin, der får påskelammet til at tage sig ekstra godt ud.
Domaine Drouhin-Laroze, Chambertin Clos-de-Bèze Grand Cru
Overordnet vurdering: 99 point
Value for money: 5/5
Frokosten nærmer sig sin afslutning, men alligevel føles det, som om noget mangler. Ikke en eneste flaske Bourgogne er åbnet endnu – men der er mening med galskaben.
For at slutte middagen af med manér gemmes kanonslaget netop til nu.
Domaine Drouhin-Laroze, Chambertin Clos-de-Bèze Grand Cru er lige præcis den vin, der kan få lov til at sætte det store punktum.
Det er flasken, man hiver frem til sidst, når det ikke længere handler om, hvad der passer til silden eller tarteletterne, men bare om at slutte frokosten af med et brag.
Uanset om du går all in på den klassiske påskefrokost eller blot samler familie og venner til en hyggelig stund, er vinene med til at sætte niveauet. Med de rette flasker i glasset løftes både maden og oplevelsen, og det er netop her, de gode valg gør forskellen.
Andreas’ anbefalinger giver dig et solidt udgangspunkt, uanset om du vil imponere gæsterne eller bare forkæle dig selv lidt ekstra i påsken.
Skål og god påske.


